Knud Lavard

Sct. Knuds Gilderne ærer en af de mest ikoniske skikkelser i Danmarks historie, Knud Lavard (1095/96 – 1131), en mand hvis liv og arv har haft en dybtgående indflydelse på vores kultur, historie og identitet. Knud Lavard var mere end blot en prins. Han var en visionær leder, en diplomat og en martyr, hvis liv og død har formet det danske rige og inspireret generationer.

Knud Lavard var den eneste legitime søn af kong Erik Ejegod og dronning Bodil. Knud var opkaldt efter sin farbror Knud den Hellige. Han blev tidligt forældreløs, da Erik Ejegod og Bodil døde under en pilgrimsrejse til Det hellige land i 1103. Efter Erik Ejegods død blev Niels, bror til Knud den Hellige og den lille Knuds onkel, udråbt til konge.

Knud Lavard var ved forældrenes afrejse blevet overladt til den sjællandske høvding Skjalm Hvide, som opfostrede ham i forældrenes fravær og efter deres død.

Fra ung alder var hans liv præget af både privilegier og forventninger, men Knud formåede at overgå disse forventninger og skabe sin egen vej som en respekteret leder. I en tid præget af konflikt og stridigheder mellem stormænd og kongemagten, viste Knud sig som en dygtig diplomat, der kunne navigere i de politiske farvande med en sjælden balance mellem styrke og visdom.

Som ung var han i nogle år i tjeneste hos den saksiske hertug Lothar, som siden blev kejser Lothar d. 3. Under sin tid hos hertug Lothar fik Knud Lavard en politisk og militær uddannelse.

Han vendte hjem omkring 1114 og fandt sit fædreland i en sørgelig forfatning, hvor de hedenske vendere hærgede i Danmark, og sydgrænsen ved Ejderen var truet af plyndringstogter fra venderfyrsten Henrik. De stadige stridigheder skabte kaos, og der var ingen retssikkerhed i landet. Som kongesøn var Knud bestemt til en politisk karriere, og i 1115 udnævnte kong Niels han til jarl af Sønderjylland. Knud foretog mange fremstød mod hertug Henrik, og denne blev hurtigt utryg og søgte fred. Henrik og Knud havde derefter et venskabeligt forhold og sydgrænsen blev sikret. Knud blev herefter hertug af Holsten og Slesvig. Det var et embede, der især handlede om forsvaret af rigets sydgrænse, hvor det danske rige stødte op til både det Tyske Rige og til slaviske stammer som f.eks. abodritterne. Knud forsvarede med succes sydgrænsen og den rige handelsby Slesvig mod overfald fra venderne, sørøvere og landevejsrøvere. Han skabte ro og sikkerhed og ordnede forhold. Hans tilnavn "Lavard" er en ærestitel, der svarer til det engelske ord "lord". Han var også æresoldermand for Slesvig-købmændenes gilde og byggede borge ved Sliens bred. Han viste sit kirkelige sindelag ved at skænke de sønderjyske kirker bøger og alterkar, og han fremmede den kristne mission blandt slaverne bl.a. gennem støtte til den senere biskop Vicelin, der i 1127 grundlagde Neumünster.

I den liturgiske erindring står hans indsats for retssikkerhed og retfærdighed for alle, uanset stand, meget stærkt: "Han spredte fjenderne, dræbte røverne og hængte tyvene, han befriede kort sagt sit fædreland for al undertrykkelse".

Det fortælles bl.a., at en adelsmand misbrugte sin magt til at mishandle de fattige og undertrykke sine nærmeste. Knud hørte om dette, mens han var i Skåne, og han vendte straks tilbage, fik fat på manden, anklagede ham, forhørte ham og dømte ham til at hænges. Den anklagede nægtede sig ikke skyldig, men mente, at han burde klare frisag, fordi han var i familie med Knud Lavard: "Jeg er jo i nær familie med dig, gør ikke skade på din slægt"! Knuds svar var, at eftersom manden var af hans familie, så skulle han sandelig også få særbehandling med hensyn til sin straf, og jo mere han stod over andre i slægt, desto mere skulle han ophøjes. Knud lod derfor rejste en skibsmast på galgebakken, som han lod manden hænge i. Denne historie virker i dag grusom og hævngerrig, men den bør forstås som udtryk for Knud Lavards stålfaste princip om retfærdighed og lighed for retten for alle på den eneste måde, man dengang kunne forstå.

Knud Lavard var en mand, der havde en vision for Danmark. Han ønskede at skabe en stabil og stærk nation, hvor retfærdighed og samarbejde stod i centrum. Det var en vision, der var banebrydende for hans tid, og som gjorde ham til en fyrste, man søgte råd hos, og som blev elsket af sine folk.

Som hertug af Slesvig var han også en pioner inden for økonomisk udvikling og handelsforbindelser. Han styrkede relationerne med andre regioner og lagde grunden til, hvad der kunne blive et blomstrende dansk rige. Hans tilgang til ledelse, som kombinerede pragmatisme med en dyb forståelse for menneskelig natur, gjorde ham til en leder, der var beundret af både allierede og fjender.

I årene efter 1127 havde han enestående succes. Abodritterfyrsten Henrik, der var hans fætter, døde, og i den efterfølgende magtkamp blev Knud i 1129 med støtte fra sin gamle ven, sakserhertugen Lothar, der nu var blevet tysk kejser, anerkendt som abodritterne knes (konge). I den sammenhæng svor han lensed (en troskabsed) til den tyske kejser. Knud sikrede sin position yderligere ved at undertvinge de vendiske stammer militært og øge sin indflydelse i fyrstedømmet Pommern.

Denne situation foruroligede kong Niels og ikke mindst dennes søn, Magnus den Stærke. På den tid var arvefølgen ikke fast, og alle mandlige medlemmer af kongefamilien, ægtefødte såvel som sønner af elskerinder, kunne komme i betragtning ved kongevalg. I den situation var Knuds succes en direkte trussel mod Magnus' chancer. Mange ville sandsynligvis foretrække den garvede kriger Knud Lavard frem for den uerfarne Magnus. Det gav derfor god politisk mening at rydde ham af vejen.

Det er ikke usandsynligt, at Knud på grund af sin ny værdighed som hersker eller "knes" har betragtet sig som sin farbroder kong Niels' ligemand; i alt fald bebrejdede Niels ham dette på et møde i Ribe, men Knud forsvarede sig så godt, at angrebene på ham foreløbig ophørte. Men i det stille indgik Henrik Skadelår (Svend Estridsens sønnesøn) en alliance med Niels' søn Magnus den Stærke.

I julen 1130 var Knud inviteret til julefest hos kong Niels. Hans hustru anede uråd og bad ham afslå indbydelsen, men Knud mødte op med den begrundelse, at hvis han blev væk, ville han gøre den indbyrdes tillid, blodets bånd og det indgåede forbund til skamme. Han gik altså ikke, fordi han var uvidende om risikoen, men fordi de værdier, han hyldede (tillid, fællesskab, forbund), bød ham at løbe risikoen. Julegildet gik fredeligt, men på vejen hjem mødtes han i Haraldsted skov ved Ringsted med kong Niels' søn, Magnus, der ville tale fortrolig med ham. Det var et baghold, og Knud Lavard blev dræbt. Det var den 7. januar 1131.

I 1116 var Knud blevet gift med den russiske fyrste Mistislavs datter Ingeborg af Novgorod. De fik 3 døtre, og syv dage efter mordet på Knud fødte Ingeborg deres eneste søn, den senere Valdemar den Store, som voksede op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare.

Mordet på Knud gav politisk bagslag, for i stedet for at rydde en rival af vejen, udløste det en borgerkrig. Knuds halvbror Erik Emune gjorde oprør, og efter nogle år kampe frem og tilbage stod det afgørende slag ved Fodevig i Skåne i pinsen 1134.

Her døde prins Magnus, en anden prins og hele fem bisper, 60 præster samt mange stormænd og menige. Kort efter blev kong Niels myrdet i Slesvig. Hermed var freden og stabiliteten dog ikke sikret, og de næste godt tyve år var der gentagne gange kampe mellem kongefamiliens forskellige grene (Svend, Knud og Valdemar), indtil Knud Lavards søn, Valdemar den Store, i 1157 vandt og beholdt den samlede magt.

Knud Lavard var imidlertid ikke kun død som offer for en fejlslagen politisk intrige. Der var folk, der mente, han var en helgen. Hans lig blev bragt til Ringsted, en kilde sprang på stedet, hvor han blev myrdet, og der skete helbredelser. Allerede i 1135 begyndte kong Erik Emune at arbejde for anerkendelsen af sin bror Knud Lavards helgenværdighed, da han grundlagde et kloster for ved kirken i Ringsted, men først efter, at Valdemar den Store var blevet enekonge, tog bestræbelserne fart. I 1169 godkendte pave Alexander III Knud Lavards helgenværdighed, og ved den store kirkefest 25. juni 1170 i den nybyggede kirke i Ringsted, blev Knud Lavards jordiske rester skrinlagt, og hans sønnesøn, Knud d. 6. kronet til medkonge og faderens efterfølger. Knud Lavards død står derfor ikke kun som udløser af en borgerkrig, men på længere sigt ved begyndelsen af en styrkelse og stabilisering af den danske kongemagt under Valdemarerne i Valdemarernes storhedstid, hvor Valdemar den Store og biskop Absalon stod last og brast mod venderne.

Som helgen blev Knud Lavard skytshelgen for de mange Skt. Knudsgilder, som var sammenslutninger af danske købmænd rundt om i Østersøområdet og i danske byer. Efter reformationen ophørte valfarterne, og hans jordiske rester forsvandt. Det vides kun, at rigshovmester Corfitz Ulfeldt midt i 1600-tallet bragte Knud Lavards hovedskal med til Frankrig og forærede den til de franske kongers gravkirke St. Denis ved Paris. Herfra forsvandt den i forbindelse med den franske revolution.

I Haraldsted, hvor Knud Lavard blev myrdet, er der opsat et kors den 3. juni 1902, af Etatsråd Thor Næve Lange. På korsarmen står der "Hellig Knud Hertug" og 7. januar 1131. På skjoldet findes den latinske tekst "Sursum Corda" der betyder "Opløft jeres hjerter".